lørdag den 31. december 2011

Nu må det være nok!

Med årets sidste dag kommer også årets sidste indlæg. Bum.

En artikel i det anerkendte internationale magasin The Economist beskriver Helle's Horrid Honeymoon med reference til vores forholdsvist nye regeringsleders gøren-og-laden gennem de første 100 dage. En periode, der oftest antages at være lettest i en regeringsperiode. Jeg vil ikke angribe artiklen, der forresten kan læses nedenfor og har ganske ret på en række punkter, men derimod tage udgangspunkt i denne kommentar til artiklen, der lyder:
"To the world: Please don't judge us on our current Prime Minister, Foreign Minister, we, the Danes, made a huge mistake and regret our choice as clearly seen in the recent polls."
Nej. Danmarks nye regering har stadig foran sig at bevise sit værd, men at fortryde sit valg knap 4 måneder efter selve folketingsvalget, skærer den danske irrationalitet ud i pap. Danmark fik en ny regering den 3. oktober. Det var tiltrængt: det politiske manøvrerum var indskrænket, regeringslederen havde ikke et folkeligt mandat OG ti års magtliderlighed havde kørt VKO metaltrætte. De seneste skeletter i skabene - skattesagen om Troels Lund og hans spindoktor, den nu varme kartoffel om danske soldaters medvirken til tortur af irakiske fanger, der blev skjult for folketinget - alt det viser en nedtur for det danske folkestyre, der uanset partifarve burde få alarmklokkerne til at ringe. Den nye regering skabte grobund for at få afdækket alt dette - var flertallet ikke skiftet den 15. september er der altså stor sandsynlighed for, at de sager ikke var kommet frem i lyset. Skræmmende.

Nok om det. Siden valgnatten har oppositionen leget kispus. Nægtet at stemme for en finanslov, hvor 92% var deres eget oprindelige forslag. Nægtet at indgå i energiforhandlinger, da regeringen fremlagde afgiftstigningerne højere end foreslået af den forrige regering. Hvis partiet Venstre vil bevise deres værd og respekt for folkestyret, så vil de sammen med resten af oppositionen agere konstruktivt. Konsensus bliver det aldrig, men undersøgelser viser, at blokpolitik på mange områder er mere skadeligt for erhvervslivet end noget andet.. Danskerne skal altså ikke som ovenfor skamme sig over regeringen men over oppositionen og det politiske system at the moment!

Kære venner. Lad os begrave stridsøksen og tage nogle kloge og langtudrækkende beslutninger. Det kunne være et godt nytårsfortsæt både for regeringen og oppositionen. Bitterhed rækker aldrig langt. Alt i alt skal vi ikke skamme os over hverken regeringen eller oppositionen. Det er op til hele folketinget at repræsentere hele folket - og det ved at træffe beslutninger i stedet for at gøre livet surt for hinanden. Endnu et citat:

“We are not enemies, but friends. We must not be enemies. Though passion may have strained, it must not break our bonds of affection." - Abraham Lincoln

Godt nytår - vi ses i 2012, hvor jeg lover at være langt mere aktiv!

Her er artiklen forresten http://www.economist.com/node/21542213