Den 9. April 1940 krydsede Nazitysklands tropper grænsen til Kongeriget Danmark. Invaderingen resulterede i en nationalfølelse; kun en ting stod politikerne nærmest, nemlig det danske demokratis overlevelse, da det var og er den eneste forudsætning for Danmarks overlevelse. Den stolte nationale følelse lagde god bund til oprettelse af de historiske modstandsbevægelser. Danskheden skulle forsvares og reddes!
Nu er der gået snart 70 år siden den 9. april 1940. Danskhed har fået en anden klang. Der har de seneste år manglet en stærk stemme i debatten fra centrum-venstrefløjen, og dermed har danskheden i dag udviklet sig til noget, der klinger hult i mange danskeres ører. Debatten om danskhed er blevet til ”dem og os”. Alt udefra, indvandrere, flygtninge, globalisering og fremmed kultur, er pludselig en fare for det danske samfund.
Forhåbentlig vil der med en stærkere centrum-venstrefløjstemme kunne gøres en ende på en tid, hvor en indskrænket horisont har præget en debat, der har indflydelse på os alle; der snarere end at samle danskere under en fælles identitet har splittet folk med hensyn til næsten alt.
Tankegangen om at dele folk i lejre, at grave grøfter om menneskelige såvel som politiske sager, skader den identitet, der forbinder det danske folk. Den tilgang til værdidebatten er forkert. Højrefløjen må erkende, at danskheden ikke skal være et våben til splittelse men et redskab til samling.
Og selvom vi nu 70 år efter besættelsen af Danmark står med helt andre udfordringer, er national samling stadig en nødvendighed. Værdikampen skal simpelthen nytænkes.
Jeg snakker ikke om at aflyse kampen om værdier – det er bare et andet udgangspunkt, der skal lede debatten. En gammel parole lyder, at Danmark skal være for folket. Som danskere må vi overveje, hvilket folk, vi vil dele Danmark med. Men vigtigst må vi overveje, hvilket Danmark vi vil dele med folket. I mine øjne skal vi dele af et andet Danmark.
Vi skal dele af det Danmark, der præges af drømme. Men ikke statsministerens drømme. Nej, det danske folks drømme, drømmene om at kunne yde efter evne til vores fællesskab og nyde alderdommen med god samvittighed; at sætte mulighed over ulighed; at være en del af en fælles dansk identitet og at være et land, hvor alle drømme er realistiske.
Vi skal dele af det Danmark, der gør drømme mulige.
