Roma-ahvafornoget?!

For omkring 100 dage siden rasede den varme kartoffel om de danske romaer - en sag, hvor man ramtes af forbløffelse over den manglende medfølelse med disse medmennesker. Når man tænker tilbage, husker jeg skarpeste de mange politikere, der stod i kø for at fordømme disse roma-skæbner så langt væk som muligt. Disse "udlændinge", der ifølge regeringspolitikere bevidst drager hertil for at snuppe dansk arbejde og begå kriminalitet.

Sagen om romaer er ikke ny. Faktisk havde Danmark fra 1875 til 1953 en lov, der bød romaer og andre rejsende ikke at opholde sig i Danmark. Mange blev i mellemkrigstiden derfor sendt direkte i armene på nazitysklands KZ-lejre, ofte med døden til følge. Siden har vi modtaget roma-flygtninge fra f.eks. Slovakiet. Disse mennesker ønsker bare, som alle os andre, tryghed, arbejde, glæde. Men pga. af deres accent og deres primitive måde at bo her på, samt at de måske ikke har de fornødne papirer, er der ingen sympati med disse mennesker.

Og når den manglende medfølelse endelig påtales, ja så er det fra den anden side af sundet. Godt nok pakket ind i en del juridiske begrundelser, men udtalelsen fra den tidligere svenske toppolitiker Maria Leissner giver stadig til udtryk for, at den danske regering bør tage at komme ud af starthullerne og gøre noget ved problematikken. Det har den svenske regering gjort.

Men det danske samfund har lukket øjnene i og holder sig godt og grundigt for ørene for denne problematik. Politiet arresterer og udsender. Ude af syne, ude af sind. Problemet eksporteres ud af landet, men det er der stadig. Imens fordømmer regeringen og Dansk Folkeparti den svenske regering og mener, at de svenske myndigheder skal blande sig uden om. Det svenske prædikat om racisme preller fuldstændig af, og VKO-flertallet tager end ikke kritikken til sig.

Det skær i hjertet at se på. Den danske fremmedfrygt har hver dag en direkte konsekvens for medmennesker. Uheldige skæbner, der bare ønsker sig et bedre liv. Det har skadet det danske renome. Vi er ikke længere en flok pladderhumanister, men en flok indadskuende egoister.

Man er uskyldig ind til det modsatte er bevidst. Sådan lyder det. Men alene i kraft af romaernes tilstedeværelse har de gjort sig skyldige i en slem forbrydelse. De er fremmede, de forstyrrer freden i den andedam, vi kalder det danske samfund. Sådan behøver det ikke være. Danmark kan igen vælge progressive løsninger når det gælder medmennesker. Humanisme kan være det nye sort!

Fællesskab

"Mennesket er ikke en ø. Intet individ kan klare sig helt alene. Vi har alle brug for at vide, at fællesskabet er der, når man har behov for hjælp. Solidaritet er vilje til sammenhold og udtryk for ansvarsfølelse overfor andre. Solidaritet er forudsætningen for at skabe frihed og lighed for alle."

Et meget smukt og poetisk udsagn, der understreger vigtigheden af solidaritet i et frit og lige samfund. Jeg tror på, at mennesker, der organiserer og samler sig, kan forandre verden sammen - ved at tage ansvar for hinanden og fællesskabet.

Det er disse fællesskaber, der rykker og forandrer verden. Ikke i store tag men dag efter dag. Det er disse fællesskaber, regeringen har forsømt, og som jeg tror på..

E-G-M-U-N siger EGMUN!!!?!

..eller med andre ord: Espergærde Gymnasium Model of United Nations.

For 7.(?) år i træk arrangerer EG nemlig en FN-minikonference af 5-dages varighed i november.

Hvert år diskuteres aktuelle politiske problemstillinger af mere end 300 delegerede fra forskellige lande lige fra Israel til Sverige + elever fra EG. I år er temaet "reform af FN", der skal diskuteres i de forskellige councils (det lyder klogt.. har ingen anelse om, hvad det reelt er) ..

For at gøre en lang historie kort: jeg er nu indskrevet som delegeret, og jeg tror, at jeg vil vende tilbage med mine tanker om reform af FN, der i mine øjne kan betegnes som fjernt, bureaukratisk og med fare for at virke udemokratisk. Byd gerne ind med tanker.

Otte holdninger til danskhed

I løbet af den seneste tid har danskhed været et omdiskuteret emne. På baggrund af nogle diskussioner af Danmarks kendetegn formulerede jeg i fællesskab med gæve DSU'ere landet over nogle teser, der skulle være en indgang til danskhedsdebatten. Her ses de:

At være dansk er at kunne tale det danske sprog og at have en grundlæggende forståelse for dansk kultur og historie.

At være dansk er at indgå i og bidrage til vores forpligtende fællesskab med pligter og rettigheder.

At være dansk er at tage ansvar for sine medmennesker og omgivelser.

At være dansk er at deltage og præge samfundet gennem den demokratiske proces.

At være dansk er at dygtiggøre sig og lære gennem hele livet.

At være dansk er at vedkende sig tanken om, at der er plads til og brug for alle, der vil.

At være dansk er at respektere individet, dyrke vores forskelle og anse disse som styrker frem for svagheder.

At være dansk er at have indsigt og udsyn.

Unge ta'r ansvar

Et forsinket billede fra demonstrationen sidste tirsdag, hvor den danske ungdom viste, at vi ikke er tilfredse med forringelser af SU, nedskæringer på gymnasier og manglet politisk fokus på langsigtede løsninger - deriblandt uddannelse.

Hermed bare et spørgsmål, der også genlød mange gange blandt demonstrationens paroler:

Unge ta'r ansvar - gør du Lars Løkke?

Apropos valgkamp..

"Change will not come if we wait for some other person or some other time.

We are the ones we've been waiting for. We are the change that we seek."

- Barack Obama

9. april

Den 9. April 1940 krydsede Nazitysklands tropper grænsen til Kongeriget Danmark. Invaderingen resulterede i en nationalfølelse; kun en ting stod politikerne nærmest, nemlig det danske demokratis overlevelse, da det var og er den eneste forudsætning for Danmarks overlevelse. Den stolte nationale følelse lagde god bund til oprettelse af de historiske modstandsbevægelser. Danskheden skulle forsvares og reddes!

Nu er der gået snart 70 år siden den 9. april 1940. Danskhed har fået en anden klang. Der har de seneste år manglet en stærk stemme i debatten fra centrum-venstrefløjen, og dermed har danskheden i dag udviklet sig til noget, der klinger hult i mange danskeres ører. Debatten om danskhed er blevet til ”dem og os”. Alt udefra, indvandrere, flygtninge, globalisering og fremmed kultur, er pludselig en fare for det danske samfund.

Forhåbentlig vil der med en stærkere centrum-venstrefløjstemme kunne gøres en ende på en tid, hvor en indskrænket horisont har præget en debat, der har indflydelse på os alle; der snarere end at samle danskere under en fælles identitet har splittet folk med hensyn til næsten alt.

Tankegangen om at dele folk i lejre, at grave grøfter om menneskelige såvel som politiske sager, skader den identitet, der forbinder det danske folk. Den tilgang til værdidebatten er forkert. Højrefløjen må erkende, at danskheden ikke skal være et våben til splittelse men et redskab til samling.

Og selvom vi nu 70 år efter besættelsen af Danmark står med helt andre udfordringer, er national samling stadig en nødvendighed. Værdikampen skal simpelthen nytænkes.

Jeg snakker ikke om at aflyse kampen om værdier – det er bare et andet udgangspunkt, der skal lede debatten. En gammel parole lyder, at Danmark skal være for folket. Som danskere må vi overveje, hvilket folk, vi vil dele Danmark med. Men vigtigst må vi overveje, hvilket Danmark vi vil dele med folket. I mine øjne skal vi dele af et andet Danmark.

Vi skal dele af det Danmark, der præges af drømme. Men ikke statsministerens drømme. Nej, det danske folks drømme, drømmene om at kunne yde efter evne til vores fællesskab og nyde alderdommen med god samvittighed; at sætte mulighed over ulighed; at være en del af en fælles dansk identitet og at være et land, hvor alle drømme er realistiske.

Vi skal dele af det Danmark, der gør drømme mulige.