Nu må det være nok!

Med årets sidste dag kommer også årets sidste indlæg. Bum.

En artikel i det anerkendte internationale magasin The Economist beskriver Helle's Horrid Honeymoon med reference til vores forholdsvist nye regeringsleders gøren-og-laden gennem de første 100 dage. En periode, der oftest antages at være lettest i en regeringsperiode. Jeg vil ikke angribe artiklen, der forresten kan læses nedenfor og har ganske ret på en række punkter, men derimod tage udgangspunkt i denne kommentar til artiklen, der lyder:

"To the world: Please don't judge us on our current Prime Minister, Foreign Minister, we, the Danes, made a huge mistake and regret our choice as clearly seen in the recent polls."

Nej. Danmarks nye regering har stadig foran sig at bevise sit værd, men at fortryde sit valg knap 4 måneder efter selve folketingsvalget, skærer den danske irrationalitet ud i pap. Danmark fik en ny regering den 3. oktober. Det var tiltrængt: det politiske manøvrerum var indskrænket, regeringslederen havde ikke et folkeligt mandat OG ti års magtliderlighed havde kørt VKO metaltrætte. De seneste skeletter i skabene - skattesagen om Troels Lund og hans spindoktor, den nu varme kartoffel om danske soldaters medvirken til tortur af irakiske fanger, der blev skjult for folketinget - alt det viser en nedtur for det danske folkestyre, der uanset partifarve burde få alarmklokkerne til at ringe. Den nye regering skabte grobund for at få afdækket alt dette - var flertallet ikke skiftet den 15. september er der altså stor sandsynlighed for, at de sager ikke var kommet frem i lyset. Skræmmende.

Nok om det. Siden valgnatten har oppositionen leget kispus. Nægtet at stemme for en finanslov, hvor 92% var deres eget oprindelige forslag. Nægtet at indgå i energiforhandlinger, da regeringen fremlagde afgiftstigningerne højere end foreslået af den forrige regering. Hvis partiet Venstre vil bevise deres værd og respekt for folkestyret, så vil de sammen med resten af oppositionen agere konstruktivt. Konsensus bliver det aldrig, men undersøgelser viser, at blokpolitik på mange områder er mere skadeligt for erhvervslivet end noget andet.. Danskerne skal altså ikke som ovenfor skamme sig over regeringen men over oppositionen og det politiske system at the moment!

Kære venner. Lad os begrave stridsøksen og tage nogle kloge og langtudrækkende beslutninger. Det kunne være et godt nytårsfortsæt både for regeringen og oppositionen. Bitterhed rækker aldrig langt. Alt i alt skal vi ikke skamme os over hverken regeringen eller oppositionen. Det er op til hele folketinget at repræsentere hele folket - og det ved at træffe beslutninger i stedet for at gøre livet surt for hinanden. Endnu et citat:

“We are not enemies, but friends. We must not be enemies. Though passion may have strained, it must not break our bonds of affection." - Abraham Lincoln

Godt nytår - vi ses i 2012, hvor jeg lover at være langt mere aktiv!

Her er artiklen forresten http://www.economist.com/node/21542213

Grænser er altid internationale, Pia

Grænsesag: Grænserne omkring Danmark og sikkerheden ved dem er en international sag. På trods af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti forsat agiterer for det modsatte, står vi ikke længere i en situation, hvor fremmede styrker truer lige netop de danske grænser. Kriminaliteten, menneskehandel og skattesnyd over grænser er et internationalt anliggende – lige sådan er grænser.

Pia Kjærsgaards brug af spalteplads i Politiken for at gå i rette med de involverede parter er helt utilstedelig. At den danske befolkning i Nordslesvig melder ud, at de vil skamme sig over en grænsekontrol i et område, der er kendetegnet ved grænsekrydsning, er ikke småting. At EU melder ud, at en grænsekontrol med politikontrol og mandsopdækning 24/7 ikke findes lignende i EU, er ikke småting. Og at sagkundskaben melder ud, at grænsekontrollen højst sandsynligt ikke vil være i overensstemmelse med international ret, er ikke småting. Danmarks internationale engagement – også i EU – er ikke småting.

Danmark tilsluttede sig som bekendt ved EF-afstemningen i ’72 med overvældende flertal hvad, der siden udvikledes til det frie marked og den fri bevægelighed, vi kender i dag. Man må som borger såvel som politiker på Christiansborg respektere folkets vilje – også beslutninger, der ligger langt tilbage. Det skader i hvert fald ikke demokratiet.

At Dansk Folkepartis syn på EU er sort og hvidt bør ikke overrasker nogen: enten har vi absolut ingen grænser eller nationalitet og er en del af de såkaldte Europas Forenede Stater. Eller også murer vi os inde bag hegn og paskontrol og toldere i vores egen lille klokke som Kongeriget Danmark. Hvad Dansk Folkeparti ikke forstår er, at nationalstaten Danmark lever og udvikler sig på grund af internationale organer som EU – ikke på trods af. Og at Danmark kan forsætte med at have et dansk sprog, en dansk kultur og et dansk pas, selvom vi er en del af EU.

Det er nok fordi, jeg nu engang er internationalist. Og det vedgår jeg mig gerne. Jeg mener, at det er min pligt at sikre, at det land, jeg bor i, er en stærk stemme og drivkraft i det internationale samfund. At Danmarks internationale engagement ikke skal være på et minimumsniveau. At vi ikke skal være på grænsen af de internationale konventioner og aftaler men langt foran dem. At vi skal trække fremad og lære verden, at Danmark kan stå for frihed, tolerance og frisind.

Vand løber derhen, hvor det skråner – at indføre grænsekontrol og melde sig ud af EU er et skråplan, der kun vil hæmme Danmarks omdømme. Der er tale om, at vi som et lille land må bruge andre ord end hegnspæle og politihunde. At vi skal være det land, der trækker EU ud af de mange fejlgruber, projektet nu engang har. At vi skal turde være et foregangsland. Dét, er en national forpligtelse. Sådan er det.

Den anden side af sagen - Pia Kjærsgaards indlæg i Politiken: http://politiken.dk/debat/ECE1303512/bland-dig-udenom-ambassadoer/

"Jeg har to børnebørn, den ene er et år, den anden er tre. Hver dag har jeg sagt til dem, at de en dag – om Gud vil – kommer til at leve deres liv i frihed. Det har jeg ikke gjort i mere end 40 år" - libyer ifølge politiken.dk

Citatet og billedet taler for sig selv - endelig kom verdenssamfundet og FN ind i kampen.