fredag den 13. november 2009

To år til næste valg - held og lykke, Lars Løkke!!

I dag, fredag den 13. november, er det præcist to år siden, at VK regeringen sikrede sig endnu en periode på taburetterne ved det meget mærkelige valg i 2007. Siden da er mange ting forandret: statsministeren er udskiftet, De Konservative har fået ny formand, oppositionen er mere samlet end nogensinde, meningsmålinger svinger nu mere og mere til den røde side, og generelt er der i befolkningen et holdningsskifte til forskellige emner som skat, integration og velfærd.

Tiden er atter inde til forandring. Danskerne er klar til et nyt flertal, og selvom vi i dag skriver fredag den trettende, kan jeg vist konkludere at oppositionen går lysere dage i møde.

Alt andet ville også være underligt. Manglen på politisk lederskab, opgiven og magtesløshed i bekæmpelse af den økonomiske krise og den manglende respekt for det danske demokrati og folkerettigheder - tre områder, hvor det gør ondt på regeringen.

Vi tager en ting af gangen:

Manglen på det politiske lederskab: forhandlingerne om skattereformen, globaliseringspuljen og finansloven viser nu mere tydeligt end nogensinde, at regeringens forhandlinger er et persisk gedemarked.. Og det ville endda være en fornærmelse for geder...

Problematikken omkring skattereformen, og det utroværdige resultat, svækkede i høj grad oppositionens tillid til regeringen - resultatet blev den skæveste skattereform i mands minde, der i høj grad favoriserer den rigere borger, og lader borgere, der står lidt i skyggen, stå tilbage med en regning for de ufinansierede skattelettelser, regeringen vover pelsen med.

Forhandlingerne om globaliseringspuljen var et meget lidt kønt forløb, både for regeringens og oppositionens indsats. Dog var det finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der kvajede sig ved næsten at opsige velfærdsforliget og forhandle videre uden for forligskredsen.

Finanslovsforhandlingerne har nu i flere år været kendt for Dansk Folkepartis utroligt mærkværdige forslag, der overhovedet (!!) ikke har nogen som helst forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Hele problematikken omkring det midtjyske supersygehus viser jo bare, at det kommunale selvstyre rager regeringen en papand. Vækstpakken, der til sidst kom med, er jo bare topmålet af hykleri, da regeringens top så sent som i september stemplede en vækstpakke på dansk jord som økonomisk uansvarligt!

Og lige præcis regeringens håndtering af den økonomiske krise er måske det største minus 03 man nogensinde kunne give! Regeringen har igennem hele krisen kvajet sig, og derved finder man grunden til at Danmark først er i økonomisk vækst i 2011, og at arbejdsløsheden vil overstige de 150.000 om et års tid. Statsministeren lovede at krisen ville være ovre efter sommerferien.. Vi kigger os omkring - et statsunderskud på 86 mia. kroner, høj arbejdsløshed og negativ vækst.. Yeah right, krisen er ovre!!

Kære Lars Løkke. Der er to år til næste valg. En applikation på min iPhone tæller ned. 730 dage siger den i dag. I morgen 729. 728. 727.. Der tælles ned.

Yo Løkke, her our warning.
Don't mess with misses Thorning!!